
Marineland
Marineland ligger i den sydvestlige del af Mallorca, i udkanten af den eksklusive ferieby Portals Nous. Afstanden til de mere kendte feriebyer Palma Nova og Magaluf er kun nogle få kilometre.
Hovedattraktionen i Marineland er det imponerende bottlenose delfinshow, hvor delfinerne bl.a. laver nogle utrolige spring og leger med deres trænere. Showet er god underholdning for hele familien, ikke kun for børnene. Det er muligt at købe snacks som popcorn, sodavand og slush ice med ind til showet i delfinariet.
De to andre shows med californiske søløver og papegøjer er også underholdende, men mest for børnene. Udover shows er der også andre dyr, f.eks. pingviner, skildpadder, flamingoer og eksotiske fugle. Der er også et kæmpe akvarium med hajer, giftige skorpionfisk, rokker og de langt mere fredelige klovnefisk.
Skilte i parken oplyser hvornår det er fodringstid for de forskellige dyr, og i sommermånederne trækker det mange mennesker til. Der er naturligvis også mad til gæsterne, Marineland har nemlig en stor restaurant med flot udsigt over havet. Menuen er børnevenlig, og ventetiden er som regel kort.
De fleste familier bruger 2-3 timer på at se dyrene og et eller to shows i Marineland. Hvis børnene har brug for lidt afkøling, så er der et poolområde med små vandrutsjebaner og andre legeredskaber. Rundt om poolen er der solsenge til de som vil hvile benene lidt.
Efter besøget i Marineland er der mulighed for at besøge den børnevenlige sandstrand, som ligger lige foran parken. Stranden har lavt vand og ligger godt beskyttet mod bølger. En anden mulighed er at gå de små 300 meter hen til havneområdet i Portals Nous. Et flot område med dyre lystbåde, eksklusive butikker og gode restauranter.

Et besøg i Marineland giver en hyggelig familiedag. Se priser og åbningstider.
Har I endnu ikke bestilt rejsen til Mallorca, så se vores anbefalinger til, hvor på Mallorca I bør bo afhængig af om I rejser som familie, par eller søger en aktiv ferie.
Marineland kort
Marineland ligger i kortets venstre side. Til højre ses feriebyen Portals Nous.